Det danske udenrigsministerium advarer om demonstrationer, der kan udvikle sig voldeligt i Islamabad og andre større byer i Pakistan.
Det skriver Udenrigsministeriet på sin hjemmeside tirsdag kort før klokken 14.
– Hold dig på afstand, da det kan udvikle sig voldeligt. Vær opmærksom på dine omgivelser især på steder, hvor mange mennesker er samlet, lyder ministeriets opfordring.
Tidligere tirsdag blev den tidligere pakistanske leder Imran Khan anholdt.
Efterfølgende er der udbrudt uroligheder og demonstrationer flere steder i Pakistan.
I Khans hjemby, Lahore, har flere demonstranter blokeret gaderne, og politiet er i højeste alarmberedskab og har affyret vandkanoner, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Også i havnebyen Karachi er der protester, oplyser folk til stede i området ifølge Reuters. Her har politiet brugt tåregas.
Imran Khan vil onsdag blive fremstillet for en domstol, der har særligt fokus på korruptionssager, rapporterer tv-stationen GEO ifølge Reuters.
Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til landet.
Det skyldes “risiko for terrorangreb, kidnapninger og voldelige uroligheder overalt i landet”, skriver ministeriet på sin hjemmeside.
I dele af landet frarådes alle rejser grundet en “meget høj sikkerhedsrisiko”. Det inkluderer rejser til provinserne Baluchistan og Khyber-Pakhtunkhwa samt stammeområderne mod grænsen til Afghanistan.
I det meste af Pakistan har den danske ambassade meget begrænset mulighed for at hjælpe danskere, hvis der opstår en nødsituation ifølge Udenrigsministeriet.
Imran Khan var premierminister i Pakistan fra august 2018 til april 2022, hvor han blev tvunget til at gå af, da han tabte en tillidsafstemning.
Han havde forud for afstemningen forsøgt at forhindre den ved at opløse nationalforsamlingen.
Det blev dog erklæret ugyldigt af den pakistanske højesteret, og Khan tabte afstemningen. Han er blevet bandlyst fra at stille op til valg i fem år.
I marts i år blev han også forsøgt anholdt af det pakistanske politi.
Politiet måtte dog droppe forsøget efter at være endt i voldsomme sammenstød med Khans tilhængere. Tilhængerne mener – ligesom Khan selv – at anklagerne mod ham er motiveret af politiske bagtanker.
/ritzau/
Andre læser også