EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, er tirsdag morgen ankommet til Kyiv for at fejre den årlige Europadag.
Det skriver hun på Twitter.
– Det er godt at være tilbage i Kyiv. Her bliver de værdier, som vi værdsætter, forsvaret hver dag, skriver kommissionsformanden.
– Derfor er det et passende sted at fejre Europadagen, lyder det.
Europadagen den 9. maj er EU’s mærkedag. Dagen er en hyldest til fred og sammenhold i Europa.
Ursula von der Leyen rejste natten til tirsdag med tog fra Polen til den ukrainske hovedstad. Her skal hun mødes med blandt andre Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
De to ventes at diskutere, hvordan man kan stoppe den russiske invasion. Ukraines mulige EU-medlemskab ventes også at være på dagsordenen.
– Min tilstedeværelse i Kyiv i dag på den 9. maj er symbolsk, men det er også et udtryk for en afgørende og meget virkelig realitet: EU arbejder hånd i hånd sammen med Ukraine på mange områder, sagde Ursula von der Leyen i toget på vej mod den ukrainske hovedstad.
Europadagen er en markering af “Schumanerklæringen” fra 9. maj 1950.
Erklæringen beskriver den franske udenrigsminister Robert Schumans idé om en ny form for politisk samarbejde i Europa, som ville gøre krig mellem Europas nationer utænkelig.
Volodymyr Zelenskyj har bestemt, at Ukraine skal tage del i markeringen af Europadagen.
Traditionelt har Ukraine den 9. maj ellers markeret den såkaldte Sejrsdag, hvor Sovjetunionens sejr over Nazityskland bliver fejret.
Dagene op til Europadagen har været præget af en lang række russiske luftangreb mod Ukraine.
Kort før Ursula von der Leyens besøg meddelte det ukrainske luftvåben, at det havde nedskudt 23 ud af 25 missiler, som Rusland havde affyret mellem mandag og tirsdag.
Luftalarmen i Kyiv stoppede med at lyde cirka en time før Ursula von der Leyens ankomst.
/ritzau/
Andre læser også