AVIZ

Lidl fjerner alle tobaksvarer fra hylderne inden 2029

Lidl
Lidl (Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix)

Senest inden udgangen af 2028 vil det ikke længere være muligt at købe tobaksvarer i Lidls 139 butikker i Danmark.

Det oplyser dagligvarekæden til Ritzau.

Allerede i løbet af sommeren vil Lidl fjerne 20 procent af cigaretterne fra hylderne, mens en ny tobaksfri butik åbner torsdag i Hjørring.

Khalil Jehya Taleb, viceindkøbsdirektør i Lidl Danmark, mener, at kæden har et stort ansvar over for den enkelte forbruger.

– Det skal gøres på den rigtige måde, og det er derfor, vi har valgt at udfase det over en periode på fem år, siger han.

– Vi håber, kunderne reagerer positivt på initiativet og vil vælge Lidl på baggrund af vores andre fødevarer.

Lidl er partner i “Røgfri Fremtid”, der er et samarbejde mellem TrygFonden og Kræftens Bekæmpelse med en vision om at gøre Danmark røgfrit.

Af den grund har kæden vurderet, at det er det rette tiltag for at bakke op om projektet og bidrage til en “god dagsorden”.

Viceindkøbsdirektøren vil ikke sætte tal på, hvor stor en indtægt discountkæden vil gå glip af.

Han håber, at initiativet breder sig til Lidls konkurrenter.

– Der er ingen tvivl om, at vi vil tabe omsætning. Men det vægter mere, at vi bakker op om Kræftens Bekæmpelses dagsorden om en røgfri generation, siger han.

– Hvis vores kollegaer i branchen er interesserede i en hurtigere udfasning, så kigger vi også ind i det.

Projektchef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse Niels Them Kjær sætter sin lid til, at initiativet kan sætte skub i løsninger, der reducerer antallet af rygere.

– Det er et stort skridt og kan en dag føre til et endeligt stop for salg af tobak og nikotin, mener han.

– Det får først for alvor effekt, hvis det breder sig til flere kæder.

Siden januar i fjor har en cigaretpakke kostet omkring 60 kroner.

Samtidig må tobakken ikke stå synligt på hylderne, og det er slut med farverige pakker.

Men det lader ikke til, at lovgivningen på området har fået mange flere til at kvitte tobakken.

Ifølge undersøgelsen “Danskernes rygevaner 2022”, der er udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed, ryger næsten hver femte dansker.

Niels Them Kjær ser derfor på Lidls initiativ med stor glæde.

– Det åbner helt nye muligheder for tobaksforebyggelse, og det betyder, at færre børn og unge begynder at ryge. Samtidig bliver det lettere for dem, som prøver at holde op, mener han.

Lidl Holland har tidligere sat en stopper for salget af tobak. Tiltaget bredte sig til store dele af landet, og fra næste år må hollandske supermarkeder ikke sælge tobaksvarer.

Projektchefen håber, at det samme sker i Danmark.

– Det er måske lidt en vild drøm. Men med de erfaringer, som vi har fra Holland, tror jeg, at det kan blive en bølge, der breder sig, siger han.

Lidl forventer at åbne mere end 60 nye butikker i Danmark i løbet af de kommende år. Samtlige nye butikker vil være tobaksfrie.

/ritzau/

Andre læser også