AVIZ

Politi beklager Moskva-agtig anholdelse af Charles-demonstranter

FILE PHOTO: Protest outside Westminster Abbey ahead of Commonwealth Service, in London
FILE PHOTO: Protest outside Westminster Abbey ahead of Commonwealth Service, in London (May James/Reuters)

Politiet i London beklagede mandag at have tilbageholdt en række demonstranter forud for kong Charles’ kroning lørdag.

Det drejer sig om seks medlemmer af gruppen Republic, der vil afskaffe monarkiet, som lørdag blev pågrebet i London.

Da de blev tilbageholdt i 16 timer og først senere lørdag blev løsladt, kunne de ikke demonstrere mod kroningen.

Ifølge politiet blev de anholdt under mistanke om at ville lænke sig selv fast, en praksis der for nylig er blevet ulovlig.

Men der blev ikke fundet beviser for, at det var deres planer.

– Vi fortryder, at disse seks anholdte mennesker ikke var i stand til at tilslutte sig den brede gruppe af demonstranter i Trafalgar Square og andre steder på kortegens rute, lyder det fra politiet i en udtalelse.

Trafalgar Square er en plads i det centrale London.

Menneskerettighedsgruppen Human Rights Watch kalder anholdelsen for “yderst alarmerende”.

– Dette er noget, man forventer at se i Moskva, ikke i London, siger organisationens direktør i Storbritannien, Yasmine Ahmed.

Fra politiet lyder det yderligere, at en undersøgelse har konkluderet, at demonstranterne ikke var i besiddelse af genstande, de kunne bruge til at lænke sig selv fast med.

Republics leder, Graham Smith, skriver på det sociale medie Twitter, at tre betjente mandag aften besøgte ham og undskyldte for hændelsen.

Men den undskyldning ville han ikke acceptere.

Graham Smith havde forud for lørdag sagt, at gruppen ikke havde planer om at forstyrre kroningen.

Efter at han blev løsladt, skrev Graham Smith på Twitter, at der ikke længere var ret til “fredelige demonstrationer i Storbritannien”.

– Jeg har mange gange fået at vide, at monarken er der for at forsvare vores frihed. Nu er vores frihed under angreb i hans navn, skrev han.

I alt 64 personer blev anholdt i forbindelse med kroningen lørdag.

/ritzau/AFP

Andre læser også