Politiet i byen Brownsville i Texas vil ikke udelukke, at det var en bevidst handling, da en bilist søndag kørte ind i en gruppe mennesker, der ventede ved et busstoppested i byen.
Den 34-årige mand er sigtet for otte tilfælde af manddrab.
Det siger byens politichef, Felix Sauceda, ifølge Reuters på et pressemøde mandag.
Bilisten kørte over for rødt, mistede tilsyneladende kontrollen med bilen og ramte 18 mennesker. Otte af dem døde.
Påkørslen skete tæt ved et center for migranter og hjemløse. Mange af ofrene er fra Venezuela.
Bilisten blev søndag anholdt på stedet. Han er indlagt på et hospital, hvor politiet bevogter ham, oplyste politiet i Brownsville til tv-stationen ABC News søndag.
Han har fået taget blodprøver, der skal vise, om han var påvirket af alkohol eller stoffer.
Politiet ville søndag ikke umiddelbart sige noget om, hvorvidt manden med vilje kørte sin bil ind i de ventende personer ved busstoppestedet.
Men et øjenvidne fortalte til nyhedsbureauet AFP, at drabsmanden kom kørende, gestikulerede mod flokken og råbte skældsord.
Brownsville ligger i det sydlige Texas ved grænsen til Mexico.
I de seneste to uger har byen oplevet en stigning i antallet af venezuelanske migranter, der kommer til byen, skriver nyhedsbureauet AP.
Det er en af de byer, som gør klar til at tage imod en strøm af migranter, når de nuværende restriktioner – der blev indført under coronapandemien – udløber torsdag.
/ritzau/
Andre læser også