AVIZ

Danmark skriver under på at hjælpe Sverige med gasforsyning

Pressemøde i Eigtveds Pakhus
Pressemøde i Eigtveds Pakhus (Philip Davali/Ritzau Scanpix)

Hvis energikrisen for alvorlig kradser, skal Danmark hjælpe sine svenske naboer med gasforsyningen.

Det er den aftale, som Energistyrelsens direktør, Kristoffer Böttzauw, mandag har underskrevet sammen med generaldirektør fra den svenske Energimyndigheten Robert Andrén.

Aftalen er en såkaldt solidaritetsaftale mellem Danmark og Sverige, der sammen skal ruste Norden og det europæiske energifællesskab gennem energikrisen og især den kommende vinter.

– Det er et grundvilkår, at vi står sammen i Norden. Det giver tryghed og sikkerhed for de svenske kunder, ligesom solidaritetsaftalen mellem Tyskland og Danmark har givet os, siger Kristoffer Böttzauw.

I december 2020 skrev Danmark under på en lignende aftale om solidaritet med gasforsyningen mellem Danmark og Tyskland.

Ruslands invasion af Ukraine sidste år har presset gasforsyningen i hele Europa.

Det har understreget vigtigheden af samarbejde og solidaritet med vores naboer i Norden og EU, siger Energistyrelsens direktør.

Aftalen, der mandag er blevet underskrevet, skal træde i kraft, hvis der opstår en nødsituation, hvor energikrisen eskalerer, og der i de kommende vintre opstår gasmangel.

– Den kommer særligt Sverige til gode, men man skal se det i et stort, samlet energipolitisk billede, siger Kristoffer Böttzauw.

– For Europa og ikke mindst Norden står stærkere sammen. Vi får glæde af svensk og norsk el, når det ikke blæser, og solen ikke skinner i Danmark. Svenskerne får i det her tilfælde glæde af gas via det danske ledningsnet, siger han.

Al gas, der går til Sverige, kommer via Danmark, og svenskernes gaslagre er ikke særligt store. Men selv om danskerne kan stå til at skulle hjælpe deres naboland, hvis krisen eskalerer, er der ingen grund til bekymring.

Energistyrelsens direktør påpeger, at Danmark står i en bedre situation nu end sidste år.

– Vores lagerfyldning er på 74 procent, det er højt for årstiden. Og Tyrafeltet åbner sidst på året, så forsyningsmæssigt står vi bedre til næste vinter end sidste, siger han.

Gasfeltet Tyra II forventes at kunne producere 2,8 milliarder kubikmeter gas om året, når det er færdigt.

Danmarks gasforbrug var i 2021 på 2,15 milliarder kubikmeter gas.

Og danskerne skal heller ikke frygte højere elpriser, fordi de skal hjælpe en svensk nabo. For aftalen gælder kun omtrent 30.000 gaskunder i Sverige, da det udelukkende handler om de beskyttede kunder, understreger Kristoffer Böttzauw.

/ritzau/

Andre læser også