AVIZ

Bestanden af slagtegrise rammer laveste niveau i mindst 25 år

PLUS Svinebranchen kan vinde på handelskrig
PLUS Svinebranchen kan vinde på handelskrig (Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Udviklingen i antal slagtegrise i Danmark har været for nedadgående de seneste to år, men særligt i seneste kvartal er antallet braget ned.

I årets første kvartal var der således 2,2 millioner slagtegrise i landet. Det svarer til et fald på cirka 20 procent på et enkelt kvartal.

Dermed rammer antallet sit laveste niveau i mindst 25 år. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik, som strækker sig tilbage til 1998.

For branchen selv kan opgørelsen umuligt komme som den store overraskelse.

Faldet har nemlig været den direkte årsag til, at Danish Crown måtte afskedige 800 ansatte på sit slagteri i Sæby i april.

Ifølge slagterikoncernen har den buldrende inflation gjort det svært for danske landmænd at få økonomien til at løbe rundt, når det kommer til produktionen af slagtegrise.

En del af dem har valgt at lukke deres stalde, men andre sælger deres grise til eksport for at skabe indtjening.

Begge dele har været medvirkende til, at Danish Crown selv har været vidne til et betydeligt fald i slagtegrise.

Jeppe Bloch Nielsen, der er formand i Landsforeningen af Danske Svineproducenter, er “alvorligt bekymret for”, at flere slagterier må dreje nøglen om i den kommende periode.

– Tallene afslører konsekvensen af, at Danish Crown ikke har været i stand til at betale en konkurrencedygtig svinekødsafregning til landmændene. Det har medført, at produktion af slagtesvin i en lang periode har været underskudsgivende for danske landmænd, siger han til mediet Finans.

– I resten af Europa betaler slagterierne højere priser for grisene, hvilket resulterer i høje smågrisepriser i disse lande. Det er derfor, de danske landmænd vælger at sende smågrisene ud af landet i stedet for at opfede dem til slagtning i Danmark.

/ritzau/

Andre læser også