AVIZ

Produktionsselskab bag Pyrus-julekalender er gået konkurs

970702-135214-1
970702-135214-1 (Morten Juhl/Ritzau Scanpix)

Produktionsselskabet bag de første tre Pyrus-julekalendere er taget under konkursbehandling.

Det skriver Ekstra Bladet på baggrund af oplysninger fra Statstidende.

Der er tale om selskabet Frontier Film, der også står bag blandt andet julekalenderen “Nissernes Ø” og børneprogrammet “Lågen i Bogen”.

Derudover har selskabet også produceret reklamefilm for en række virksomheder herunder Arla, Haribo og Silvan.

Selskabet er taget under konkursbehandling på baggrund af en erklæring, der blev modtaget den 27. marts. Det fremgår af Statstidende.

Ifølge Frontier Films hjemmeside blev firmaet stiftet i 1991.

I det skæve regnskabsår 2021/22 tabte virksomheden lidt mere end en halv million kroner. Året før lød overskuddet på knap 110.000 kroner.

Det fremgår af regnskabet for regnskabsåret 2021/22.

Egenkapitalen i Frontier Film var på minus 1,7 millioner kroner ved udgangen af juni sidste år.

Under en konkursbehandling skal en indsat kurator forsøge at afvikle virksomhedens økonomi ved eksempelvis at sælge dens aktiver og inddrive eventuelle krav om tilgodehavender.

Det, der er tilbage, bliver herefter fordelt mellem de privatpersoner eller virksomheder, som den konkursramte virksomhed skylder penge.

/ritzau/

Andre læser også