AVIZ

Kong Charles og Camilla er kronet ved pompøs ceremoni

BRITAIN-ROYALS-CORONATION
BRITAIN-ROYALS-CORONATION (Richard Pohle/Ritzau Scanpix)

Efter måneders forberedelse og foran 2300 gæster er Storbritanniens kong Charles lørdag eftermiddag blevet kronet i Westminster Abbey i London.

Iklædt en gylden kåbe og med et scepter i hver hånd fik kong Charles Sankt Edwards krone på hovedet.

Inden selve kroningen aflagde kong Charles blandt andet en kronings- og tiltrædelsesed, ligesom han blev præsenteret for de britiske kronregalier.

– Jeg, Charles, bekender, vidner og erklærer – højtideligt og oprigtigt, i Guds nærhed – at jeg er en trofast protestant, sagde kong Charles.

Blandt regalierne er rigsæblet, flere rigssværd og armringe.

Derudover blev han salvet med en hellig olie, der er presset af oliven fra Oliebjerget i Jerusalem.

Det er første gang i 70 år, at en kongelig bliver kronet i Storbritannien.

Sidste gang, det skete, var da kong Charles’ mor, dronning Elizabeth, blev kronet i 1953. Hun døde i september sidste år.

Også kong Charles’ hustru, Camilla, er blevet kronet ved ceremonien. Hun kan fremover derfor tituleres “dronning”. Siden Elizabeths død og indtil kroningen har hun haft titel af dronning-gemalinde.

Blandt de 2300 gæster er stats- og regeringschefer, kongelige og andre fremtrædende personer fra både Storbritannien og udlandet.

Også Charles’ egen familie er til stede. Hans yngste søn, prins Harry, sidder ikke forrest i kirken sammen med sin storebror og hans familie, men er placeret på tredje række.

Foruden repræsentanter for den engelske kirke har Storbritanniens premierminister, Rishi Sunak, talt ved ceremonien.

Han læste op af en passage fra Bibelen. Nærmere bestemt et stykke af Paulus’ brev til kolossenserne. Rishi Sunak er ikke selv kristen, men hindu.

Ceremonien begyndte klokken 12.00 dansk tid. Forinden kørte kong Charles og Camilla i karet gennem den britiske hovedstad fra Buckingham Palace til den næsten 1000 år gamle kirke Westminster Abbey.

Selv om Charles først er blevet kronet lørdag, har han virket som Storbritanniens konge, siden dronning Elizabeth døde.

/ritzau/

Andre læser også