AVIZ

Zelenskyj besøger international domstol med Putin i søgelyset

NETHERLANDS-UKRAINE-RUSSIA-CONFLICT-WAR-DIPLOMACY
NETHERLANDS-UKRAINE-RUSSIA-CONFLICT-WAR-DIPLOMACY (Phil Nijhuis/Ritzau Scanpix)

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har torsdag besøgt Den Internationale Straffedomstol (ICC) i hollandske Haag.

Det sker som led i Zelenskyjs første officielle besøg i Holland.

ICC udstedte i marts en international arrestordre på Ruslands præsident, Vladimir Putin. Det betyder, at lande, der er en del af ICC, reelt skal anholde Putin, hvis han befinder sig i et af landene.

Flere lande – herunder Rusland og USA – er dog ikke en del af ICC.

Zelenskyj var klædt i sine letgenkendelige mørkegrønne farver, da han torsdag blev modtaget af ICC-præsidenten, Piotr Hofmanski.

Forud for besøget havde han mødt hollandske politikere. Han skal også møde landets premierminister, Mark Rutte, og præsident Alexander De Croo.

Zelenskyj har under krigen tidligere blandt andet været i London, Paris og Washington. Han har hidtil ikke fysisk besøgt Danmark.

Holland har trofast bakket Ukraine op under krigen.

Premierminister Mark Rutte sagde i februar, at han ikke udelukker militær støtte til Ukraine, så længe det ikke sender Nato i konflikt med Rusland.

ICC beskyldte i marts præsident Putin for at være ansvarlig for krigsforbrydelser begået i Ukraine under krigen.

– Forbrydelserne er angiveligt begået på ukrainsk grund som minimum fra 24. februar 2022. Der er rimelig grund til at tro, at hr. Putin bærer det individuelle kriminelle ansvar for de nævnte forbrydelser, lød det.

ICC er baseret på det såkaldte komplementaritetsprincip.

Det vil sige, at en sag kun bliver taget op af domstolen, hvis de nationale myndigheder i det land, hvor en forbrydelse potentielt er begået, ikke selv har evnen eller viljen til at retsforfølge.

Domstolens arrestordrer anses i vid udstrækning som værende symbolske, da lande uden konsekvenser kan afvise at følge dem.

/ritzau/

Andre læser også