AVIZ

Dyrere administration og marketing æder overskud hos Netcompany

C25-virksomheden Netcompany
C25-virksomheden Netcompany (Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

Trods øget omsætning lykkedes det ikke it-selskabet Netcompany at tjene flere penge i årets første måneder.

Det viser selskabets kvartalsregnskab, som er offentliggjort torsdag morgen.

Omsætningen blev øget med cirka 12 procent til 1,54 milliarder kroner i årets første kvartal.

Men nettoresultatet efter skat endte 103,3 millioner kroner, hvilket er et fald på 22,1 procent fra samme kvartal sidste år.

– Selv om makro- og geopolitisk usikkerhed fortsat er på et forhøjet niveau, er vi tilfredse med at få en stærk start på året, siger administrerende direktør André Rogaczewski i en skriftlig kommentar til regnskabet.

Netcompany leverer blandt andet it-løsninger til offentlige og private virksomheder.

Det er især omsætningen i det offentlige segment, som steg i første kvartal. Her oplevede Netcompany en stigning på 17,1 procent.

Imens var væksten på det private område noget mere beskeden. Den steg blot med 3,8 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Men selskabet havde også øgede omkostninger på flere områder.

Salgs- og marketingomkostningerne var 36,2 procent højere hos Netcompany end i samme periode sidste år, fremgår det af regnskabet. De landede på 12 millioner kroner i første kvartal.

Og de administrative omkostninger steg med 27,4 procent til 231,2 millioner kroner i første kvartal.

Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet, mener, at omsætningen er et positivt element i regnskabet. Regnskabet er dog overordnet som forventet.

– Netcompany fastholder forventningerne og leverer som forventet. Omsætningsudviklingen giver håb om at der senere kan komme en positiv præcisering, skriver han i en skriftlig kommentar.

Netcompany er til stede i flere lande ud over Danmark. I Danmark, som er det største forretningsområde, steg omsætningen med 6,1 procent, men der var noget stærkere vækst i de andre enheder.

For eksempel steg omsætningen i Norge med 27,6 procent, og i Storbritannien steg den med 22,9 procent.

/ritzau/

Andre læser også