Det var formentlig Rusland selv, som stod bag, da en drone onsdag angreb Kreml-fæstningen i landets hovedstad, Moskva, hvor præsident Vladimir Putin har sit kontor.
Det er vurderingen fra Institut for Krigsstudier (ISW), en amerikansk tænketank, som hver dag aflægger rapport om tilstanden i den russisk-ukrainske krig.
– Rusland har sandsynligvis iværksat det angreb i et forsøg på at bringe krigen hjem til et hjemligt publikum og gøde jorden for en bredere samfundsmæssig mobilisering, skriver ISW.
Tænketanken skriver blandt andet, at russiske myndigheder for nylig har øget det russiske luftforsvar – heriblandt i selve byen Moskva.
– Det er derfor ekstremt usandsynligt, at to droner kan have penetreret flere lag af luftsikkerhed og have detoneret eller være blevet skudt ned over hjertet af Kreml på en måde, som skabte de spektakulære billeder, som på fin vis blev fanget på kamera, skriver ISW.
Satellitbilleder viser desuden, at Rusland har opsat Pantsir-luftforsvarssystemer nær hovedstaden for at omringe byen med luftforsvarssystemer.
– Et angreb, som undveg opdagelse af og ødelæggelse af sådanne luftforsvarssystemer og lykkedes med at ramme så højt et profileret mål som Kreml, ville have været yderst pinligt for Rusland, skriver tænketanken.
Nyhedsbureauet Reuters noterede sig desuden om angrebet mod Kreml, at “det er stadig uklart, hvordan Ukraine – hvis det altså var involveret – for alvor kunne have forventet at dræbe Putin med et droneangreb på Kreml – en enorm, historisk, opmuret fæstning i hjertet af Moskva”.
Den russiske ambassadør i USA, Anatolij Antonov, fastholder alligevel tidligt torsdag morgen dansk tid, at der var tale om et “ukrainsk terrorangreb”, skriver det russiske nyhedsbureau Tass.
Moskvas svar på Ukraines terrorangreb følger, når Moskva finder det nødvendigt, skulle ambassadøren have meddelt til USA.
– Hvad ville amerikanerne have gjort, hvis en drone havde ramt Det Hvide Hus (USA’s præsidentbolig, red.), The Capitol (kongresbygningen, red.) eller Pentagon (USA’s forsvarsministerium, red.)?, siger ambassadøren.
– Rusland vil svare igen på de hensynsløse og arrogante terrorhandlinger. Det vil svare, når det finder det nødvendigt. Det vil svare baseret på vurderingerne af den trussel, som Kyiv har skabt for vores lands lederskab.
/ritzau/
Andre læser også