AVIZ

Vigtig frøsamling er reddet ud af krigsramt by i Ukraine

REDNING AF FRØ
REDNING AF FRØ (NordGen/Free)

En vigtig del af Ukraines planteavl er blevet flyttet fra den krigsramte by Kharkiv til et mere sikkert sted i den vestlige del af landet.

Det oplyser NordGen, der er en nordisk institution, der arbejder for at bevare gamle nordiske have- og landbrugsplanter.

Frøsamlingen, som især er vigtig for den globale kornproduktion, blev opbevaret i en genbank i Kharkiv.

– Så snart vi blev klar over, at den meget værdifulde frøsamling i den ukrainske genbank var i fare, etablerede vi en lille europæisk arbejdsgruppe, der kontaktede kolleger i Kharkiv, siger NordGens direktør Lise Lykke Steffensen i en pressemeddelelse.

Samlingen blev reddet ud af byen med økonomisk støtte fra Novo Nordisk Fonden.

Også FN’s fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) har hjulpet med redningsaktionen.

Redningen af den ukrainske samling af frø har betydning for den globale fødevaresikkerhed. Det understreger Pierre Vauthier, leder af FAO’s kontor i Ukraine i pressemeddelelsen.

– Dette initiativ har givet et vigtigt bidrag til at sikre fremtidens fødevareproduktion og et sikkert levebrød i Ukraine, samtidig med at det har sikret ressourcer, der er vigtige for hele verdens fødevaresikkerhed, siger han.

/ritzau/

Andre læser også