Sandsynligheden for, at vejrfænomenet El Niño udvikler sig senere i år, er stigende. Sådan lyder det i en ny opdatering fra Den Meteorologiske Verdensorganisation (WMO).
Ifølge DMI dækker La Niña og El Niño og over en periode med henholdsvis lavere eller højere overfladetemperaturer i det centrale og østlige Stillehav.
– Vi har lige haft de otte varmeste år, der er registreret, selv om vi har haft en afkølende La Niña i de seneste tre år, og den har fungeret som en midlertidig bremse på den globale temperaturstigning, siger WMO’s generalsekretær, Petteri Taalas, i en pressemeddelelse.
– Udviklingen af en El Niño vil højst sandsynligt føre til en ny stigning i global opvarmning og øge chancen for at slå temperaturrekorder.
Også Eigil Kaas, klimaforsker ved Nationalt Center for Klimaforskning hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), vurderer, at den mulige El Niño-udvikling kan medføre konsekvenser for vejr og klima globalt.
– Det er ikke én til én. De forskellige El Niñoer fører til forskellige konsekvenser.
– En meget typisk og ofte hændende konsekvens er, at det for eksempel bliver ekstremt varmt i Alaska. I Europa er der ikke så helt tydelige konsekvenser – i hvert fald ikke i Nordeuropa, siger Kaas, der også er professor ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet.
Til gengæld er der en ret høj sandsynlighed for, at temperaturen i Middelhavsområdet bliver væsentlige højere, end den normalt er, sidst på sommeren.
Ifølge Eigil Kaas er det et stort problem, da området i forvejen har haft problemer med tørke.
Nogle modeller antyder ifølge DMI, at der kan komme en særdeles kraftig El Niño – en såkaldt super-El Niño. Hvis det sker, kan den globale opvarmning inden for få år for første gang ramme 1,5 grader i forhold til førindustriel tid.
Den såkaldte Parisaftale fra 2015 har et mål om at begrænse temperaturstigningen til et godt stykke under 2 grader og helst ikke mere end 1,5 grader.
– Mit gæt er, at middeltemperaturen næste år kan komme over 1,5 grader i forhold til førindustriel tid, siger Eigil Kaas.
Det er dog ikke ensbetydende med, at Parisaftalen er dømt ude.
– Måske får vi nogle år, hvor temperaturerne slår rekorder flere steder på jorden. Det kan være, at vi lige når over 1,5 grader, men derefter vil det nok sætte sig igen, siger klimaforskeren.
/ritzau/
Andre læser også