En kvinde er onsdag af Vestre Landsret kendt skyldig i grov vold med døden til følge mod et etårigt barn.
Det skriver TV Midtvest.
Den 58-årige var gæstedagplejer for den lille pige i november 2019. Barnet døde af kraniebrud.
Da Retten i Herning behandlede straffesagen sidste efterår, blev hun også fundet skyldig i vold med døden til følge. Straffen blev dengang fængsel i syv år.
Under sagen har kvinden nægtet sig skyldig, og hun ankede byrettens dom til landsretten.
Tiltalen drejede sig om drab, men det er der ikke beviser for. I stedet er hun fundet skyldig i dødsvold, som straffes mildere.
Det var i 2017, at kvinden blev dagplejer i Herning Kommune, fordi hun gerne ville arbejde med børn, er det tidligere kommet frem under sagen.
Den 58-årige blev fritaget for tjeneste, da barnet var afgået ved døden. Efter lang tids undersøgelse besluttede politiet at rejse sigtelse. Det skete i juni 2021.
Under sagen har den tiltalte tidligere forklaret, at hun oplevede den lille pige som ulykkelig, skrigende og selvskadende. I en sms skrev hun til sin mand om “en hysterisk unge”.
Fire dage med gæstebarnet gik det galt.
Vestre Landsret ventes senere onsdag at udmåle straffen.
/ritzau/
Andre læser også