Politisamarbejdet i EU, Europol, har sammen med flere lande uden for Europa anholdt 288 personer i en stor aktion rettet mod det mørke net.
Samtidig er store mængder narkotika, skydevåben og over 50 millioner euro, svarende til omkring 273 millioner kroner, beslaglagt. Det oplyser Europol i en pressemeddelelse tirsdag.
– I en operation koordineret af Europol og med ni involverede lande har politiet beslaglagt den ulovlige markedsplads Monopoly Market, hedder det.
Der er beslaglagt omkring 850 kilo narkotika – deriblandt 258 kilo amfetamin, 10 kilo lsd og 43 kilo kokain.
Der er beslaglagt 117 skydevåben.
Politi i Østrig, Frankrig, Tyskland, Holland, Polen, Brasilien, Storbritannien, USA og Schweiz deltog i den koordinerede aktion, som har kodenavnet Spector.
153 mistænkte er blevet pågrebet i USA, mens 55 er blevet pågrebet i Storbritannien og 52 i Holland.
Efterforskningen har været i gang i en længere periode og har hovedsageligt været baseret på informationer fra tysk politi, som i december 2021 hemmeligt sikrede sig adgang til den illegale markedsplads Monopoly Market og overvågede aktiviteterne der.
Efterforskningen er fortsat i gang, og tusindvis af personer, som har handlet på Monopoly Market, kan i tiden fremover komme til at blive retsforfulgt, oplyser Europol.
En del af de mistænkte, der er anholdt, har været i politiets søgelys længe og betegnes ifølge Europol som “betydningsfulde mål” af efterforskerne.
– Europol har indsamlet efterretningspakker baseret på omfattende bevismateriale fra tysk politi.
– Disse efterretninger er blevet udviklet gennem krydssammensætninger og analyser baseret på grundlag af nationale efterforskninger, udtaler Europol.
Tysk politi gennemførte i 2021 en vellykket aktion mod Monopoly Markets kriminelle infrastruktur.
/ritzau/AFP
Andre læser også