AVIZ

Advokat varsler anke af 32-årigs dom for landsforræderi

Dom i sag om iransk attentatforsøg i Ringsted
Dom i sag om iransk attentatforsøg i Ringsted (Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Selv om der først afsiges dom i sagen 25. maj, kan forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen allerede nu sige, at hans klient Ahmad Salem El-Haj vil anke, efter at Københavns Byret tirsdag stemplede ham som landsforræder.

Byretten kendte El-Haj skyldig i samtlige fem anklagepunkter, der var i sagen mod ham.

– Vi har hele tiden vidst, at der ville blive en ankesag. Anklagemyndigheden ville ikke kunne leve med en frifindelse, og vi kan ikke leve med en dom for landsforræderi, lyder det fra advokaten tirsdag i Københavns Byret.

Her har retsformand Karen Duus Mathiesen netop meddelt, at et enigt nævningeting finder El-Haj skyldig i blandt andet landsforræderi, trusler om terror samt forsøg på at hverve familiemedlemmer til en terrorgruppe.

El-Haj rejste til Syrien i 2013 via Tyrkiet, og dernede tilsluttede han sig Islamisk Stat. I begyndelsen var han tilknyttet en gruppe, “Khatiba 57”, hvor også hans onkel var med.

Onklen, Jacob El-Ali, blev i efteråret som den første dømt efter landsforræderiparagraffen, da han erkendte sig skyldig og fik en dom på 14 års fængsel.

Men El-Haj vil ikke dømmes. Heller ikke selv om det ligger fast, at han har været i Syrien og kæmpe, og at Danmark siden 2014 har været del af den koalition, der i området har kæmpet mod Islamisk Stat.

– Det springende punkt er, hvorvidt han har været klar over, at han har deltaget i kamphandlinger mod Danmark, siger Michael Juul Eriksen.

Det mener Københavns Byret, og derfor har man valgt at dømme El-Haj. På jurasprog siger man, at han har haft forsæt – han har med andre ord været klar over, hvad han gjorde, og det var – ifølge byretten – at kæmpe mod Danmark.

Men det spørgsmål vil Ahmed Salem El-Haj have prøvet ved Østre Landsret, oplyser Michael Juul Eriksen efter tirsdagens skyldkendelse.

Den 32-årige mand, der altså nu er stemplet som landsforræder, kan dog først anke, når dommen er afsagt. Det bliver den 25. maj. Strafferammen er fængsel på livstid.

/ritzau/

Andre læser også