Sangeren Reiley skal repræsentere Dannebrog til Eurovision i Liverpool i maj med nummeret “Breaking My Heart”.
– Jeg har det så fedt. Jeg har det så godt. Jeg elsker det, lød det fra Reiley.
– Jeg håber, jeg kan gøre jer stolte.
Bag kunstnernavnet Reiley er færøske Rani Petersen. Selv om han måske er ikke særligt kendt blandt Danmarks 5,8 millioner indbyggere, er han en stor stjerne internationalt.
I skrivende stund har sangeren mere end 10 millioner følgere på TikTok og 339.000 følgere på Instagram.
Årets melodigrandprix blev slået an til tonerne af Black Eyed Peas’ “I Gotta Feeling”, som fadede over i Eurovisionens kendingsmelodi.
Imens kom showets værter, DR’s Tina Müller og komikeren Heino Hansen, dansende ind, inden åbningsnummeret sluttede af med en version af Mark Ronsons “Uptown Funk”.
Derefter gik de otte artister i årets finalefelt på scenen en efter en. Fra Søren Torpegaard Lunds nostalgiske “Lige her” til Maia Maias tempofyldte “Beautiful Bullshit”.
Sceneshowene blev skruet op med konfetti, skyggedans og pyroteknik. Men Mariyah LeBerg holdt det helt nøgent. Hun optrådte med nummeret “Human” og smed sko og tøj, indtil hun stod tilbage i undertøj for at udtrykke budskabet i sin sang.
Årets grandprixvinder blev fundet efter to afstemningsrunder. Først blev de otte sange reduceret til tre.
Det var alene tv-seerne, der bestemte, at Nicklas Sonnes hårde rocksang, “Freedom”, Micky Skeel med nummeret “Glansbillede” og Reileys “Breaking My Heart” fik lov til at optræde endnu en gang foran publikum og seere på den sydsjællandske scene.
Eyjaa var ellers blandt bookmakernes storfavoritter. Men søsterduoen gik ikke videre.
Igen i år har man kunnet stemme hele ugen op til showet i DR’s grandprix-app, og det var den, der voldte problemer og trak tiden ud. Under showet kunne man ligeledes afgive en stemme på sin favoritsang på appen og også over sms.
– Selv om I har stemt i appen, så send en sms – bare for at være sikker, lød rådet fra Heino Hansen.
I finalerunden blev afstemningen nulstillet. For da den endelige vinder skulle vælges, havde en fagjury også noget at skulle have sagt. Sidste år var det udelukkende seerne, der bestemte, hvem der skulle til Eurovision. Men nu er fagjuryen tilbage.
– Danmark er ikke gået videre de sidste par år, pointerede Heino Hansen.
Danmark har ikke kvalificeret sig til en Eurovision-finale siden 2019. Det skal fagjuryens vurdering være med til at ændre.
Den bestod af radioværten Ole Tøpholm, der tidligere har kommenteret grandprix for DR, popproduceren Cutfather, sangskriveren Annika Aakjær, sangeren Anders SG fra hitgruppen Alphabeat samt Danmarks seneste Eurovision-vinder, Emmelie de Forest, der vandt i 2013 med “Only Teardrops”.
Fagjuryens bedømmelse talte 50 procent i den endelige finale, mens at seernes stemmer stod for den anden halvdel, og det sendte altså Reiley til tops.
Den danske grandprixsejr giver adgang til det internationale melodigrandprix, Eurovision. Normalt afholdes det store show hos sidste års vindernation. Men grundet Ruslands invasion af Ukraine afvikles årets Eurovision i den britiske storby Liverpool på vegne af det krigshærgede land.
Sidste år vandt Kalush Orchestra det internationale melodigrandprix. Den ukrainske gruppe var inviteret til Arena Næstved for at underholde de danske grandprix-fans og seere med vindernummeret “Stefania”, inden vinderen blev kåret.
Nu skal Reiley gøre dem kunsten efter.
Danmark har vundet det internationale melodigrandprix tre gange: i 1963 med Grethe og Jørgen Ingmanns “Dansevise”, i 2000 med Brødrene Olsens “Smuk som et stjerneskud” og i 2013 med Emmelie de Forests “Only Teardrops”.
/ritzau/
Andre læser også