Det kan ende med at blive forbudt at sejle tæt på havvindmølleparker i dansk farvand.
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) vil nemlig undersøge muligheden for at indføre såkaldte sikkerhedszoner i de nærliggende havområder. Det skriver DR.
– Vi er i hvert fald i gang med at få udboret den juridiske problemstilling og de juridiske muligheder for det.
– Vi er selvfølgelig åbne for at se på alle slags tiltag, der kan yde beskyttelse af vores kritiske infrastruktur, siger Peter Hummelgaard til mediet.
Udmeldingen kommer efter DR-dokumentaren “Skyggekrigen”, hvor mediet dækker, hvordan russiske fartøjer er blevet brugt til at kortlægge kritisk infrastruktur i Danmark.
Dokumentaren er lavet i samarbejdet med norske NRK, svenske SVT og finske Yle.
Ifølge DR sker det regelmæssigt, at russiske skibe sejler i nordiske farvande, mens de har slukket for deres AIS-sendere, som bliver brugt til identifikation.
På den måde sejler skibene under radaren.
I november 2022 fandt DR frem til det russiske skib “Admiral Vladimirsky” nord for Sjællands Odde i Kattegat.
Officielt laver skibet havforskning, men ifølge DR sendte fartøjet radiomeldinger til en flådebase i Rusland.
Justitsministeren fortæller, at der er en række ministerier, som er i gang med at undersøge, om der kan indføres sikkerhedszoner omkring havvindmølleparker i dansk farvand.
Det sker, “fordi der er en vedvarende og bredspektret trussel fra fremmede stater”.
Derfor tager man situationen meget alvorligt, lyder det.
Spørger man Kenneth Øhlenschlæger Buhl, der er militærjurist hos Forsvarsakademiet, er et forbud en god idé.
Det giver nemlig Danmark muligheden for at tvinge skibe til at flytte sig fra områder af det danske farvand, hvor vi helst ikke ser dem befinde sig, siger han.
/ritzau/
Andre læser også