Topchefen i pensionsselskabet Velliv, Steen Michael Erichsen, stopper i sin stilling.
Det skyldes, at “bestyrelsen er af den opfattelse, at Steen Michael Erichsen har foretaget en disposition i forhold til sin private opsparing, som ikke er forenelig med stillingen”.
Det skriver Velliv i en pressemeddelelse mandag.
Det oplyses ikke i meddelelsen, hvad han har gjort i forbindelse med sin private opsparing, der har ført til bestyrelsens utilfredshed.
I pressemeddelelsen oplyses det, at fratrædelsen sker efter gensidig aftale.
Kommunikationschef Morten Møller er konstitueret som administrerende direktør.
Bestyrelsesformand Anne Broeng fremhæver Steen Michael Erichsens resultater i sin tid som topchef og udtrykker derfor ærgrelse over hans stop.
– Det er med beklagelse, at vi må sige farvel til Steen Michael Erichsen, siger hun i en meddelelse.
Velliv har cirka 400.000 kunder og er ifølge eget udsagn Danmarks tredjestørste kommercielle pensionsselskab.
Steen Michael Erichsen blev direktør i Velliv i 2008.
– Den store indsats kvitterer vi for og ønsker Steen Michael Erichsen det bedste fremover, siger Anne Broeng i pressemeddelelse.
Der er ikke umiddelbart nogen udtalelser fra Steen Michael Erichsen.
/ritzau/
Andre læser også