AVIZ

Regionspolitiker tror på konsekvenser for hospitalsledelse i kræftsag

COVID-19: Aarhus Universitetshospital i Skejby
COVID-19: Aarhus Universitetshospital i Skejby (Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Sagen om lange ventetider for kræftpatienter på Aarhus Universitetshospital kommer sandsynligvis til at få konsekvenser for hospitalets ledelse.

Det vurderer Purnima Erichsen (K), der er formand for hospitalsudvalget i Region Midtjylland, over for DR.

– Jeg tænker ikke, at det kan undgås, når man ser det, der er kommet frem i medierne, men også i hospitalsledelsens egen redegørelse.

– Som jeg ser det, er der tale om et ledelsessvigt, siger hun til mediet.

I marts kom det frem, at 293 patienter med tarmkræft har ventet unødvendigt længe på en operation på Aarhus Universitetshospital. Det var i perioden januar 2022 til og med februar i år.

Siden er tallet vokset til 313.

Patienterne måtte vente op til otte uger på en operation, selv om de har lovkrav på at blive opereret, senest to uger efter at det er besluttet, at de skal opereres.

Regionens direktion fik i midten af april to uger til at vurdere, om sagen bør have konsekvenser for ledelsen på hospitalet.

Mandag formiddag tager forretningsudvalget i regionen så hul på et ekstraordinært møde, hvor netop de mulige konsekvenser er på dagsordenen, skriver DR.

Mødet finder sted på baggrund af to uvildige undersøgelser, som blev iværksat i kølvandet på sagen.

Kammeradvokaten skulle kigge på juridiske aspekter, mens konsulentvirksomheden Implement Consulting Group skulle prøve at afklare, hvordan ventetiderne kunne blive overskredet over en så lang periode.

Hospitalets ledelse fastholder imidlertid, at reglerne generelt er blevet fulgt, og at patienter er blevet behandlet efter reglerne.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) har tidligere præsenteret en genopretningsplan.

Den indebærer blandt andet, at Sundhedsstyrelsen inden 1. juni skal gennemgå ventetider, kapacitet og overholdelse af ventetider på kræftområdet i alle regioner.

I kølvandet på sagerne fra Aarhus kom det desuden frem, at Region Hovedstaden også har undladt at indberette visse typer af overskridelser på ventetiderne.

Derfor skal ventetider på kræftområdet i begge regioner undersøges af Rigsrevisionen.

/ritzau/

Andre læser også