AVIZ

Kraftig brand i olietank på Krim kan skyldes droneangreb

Smoke rises following an alleged drone attack in Sevastopol
Smoke rises following an alleged drone attack in Sevastopol (Mikhail Razvozhaev Via Telegram/Reuters)

En olietank i et olielager på Krim står i flammer lørdag morgen. Rusland hævder, at branden skyldes et ukrainsk droneangreb.

Optagelser fra stedet viser en enorm røgsøjle.

Den russisk-indsatte borgmester i havnebyen Sevastopol, Mikhail Razvozjajev, siger, at branden er spredt over tusind kvadratmeter.

– Foreløbige informationer tyder på, at branden blev forårsaget af et ukrainsk droneangreb. Der er ikke meldt om dræbte eller sårede, skriver han på beskedtjenesten Telegram.

Razvozjajev tilføjer, at situationen er under kontrol. Brandfolk er sat ind for at slukke branden.

De ukrainske myndigheder har ikke kommenteret branden.

Sevastopol på Krim-halvøen er hovedkvarter for den russiske Sortehavsflåde og har været udsat for gentagne luftangreb siden Ruslands invasion af Ukraine i februar sidste år.

/ritzau/Reuters

Andre læser også