AVIZ

Sverige støtter dansk søgsmål mod EU-mindsteløn

Doorstep i Beskæftigelsesministeriet
Doorstep i Beskæftigelsesministeriet (Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix)

Sverige har torsdag officielt besluttet sig for at støtte Danmarks søgsmål mod EU-mindsteløn.

Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

– Jeg er glad for, at Sverige har meldt sin støtte til Danmark i annullationssøgsmålet om mindstelønsdirektivet, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i pressemeddelelsen:

– Det er meget værdifuldt, at Danmark og Sverige står så tæt sammen om at værne om vores velfungerende arbejdsmarkedsmodeller – ikke mindst i principielle sager som denne.

Søgsmålet er et forsøg på at få omstødt mindstelønsdirektivet, med henvisning til at det ikke er i overensstemmelse med EU-traktaten.

EU-Kommissionen har dog gentagne gange sagt, at man vil respektere den danske model og ikke vil tvinge en lovfæstet mindsteløn igennem i Danmark.

Men det er altså ikke nok for Danmark og nu heller ikke Sverige, der helt vil have annulleret direktivet.

– Vi har gennem hele forhandlingsforløbet om mindstelønsdirektivet udtrykt skepsis over, om der er hjemmel til sådan et direktiv, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

– Det er en principiel sag for os, og vi er derfor også glade for, at EU-Domstolen med vores søgsmål nu får mulighed for at vurdere spørgsmålet og forhåbentlig giver os medhold i, at mindstelønsdirektivet skal annulleres.

EU’s mindstelønsdirektiv blev vedtaget i oktober sidste år og trådte i kraft i november.

Ifølge Altinget var det kun Danmark og Sverige af EU-medlemslandene, der stemte imod direktivet.

Direktivet fastsætter ikke en fælles europæisk mindsteløn. Formålet er, at lønmodtagere i EU kan få en passende mindsteløn gennem overenskomst eller ved lov.

Den danske regering anlagde søgsmålet mod EU 18. januar i år. Sverige er indtil videre det første land til at støtte det danske søgsmål.

Kommissionen og de øvrige medlemslande kan frem til den 11. maj gå ind i sagen og enten støtte Danmark eller Europa-Parlamentet og Rådet.

Det er endnu uvist, hvornår sagen ventes færdig, men Beskæftigelsesministeriet vurderer, at der kan gå op til to år, før EU-Domstolen er klar med en dom.

/ritzau/

Andre læser også