AVIZ

9/11-fange erklæres uegnet til retssag efter tortur

US-ATTACKS-GUANTANAMO

Det sker, efter at han angiveligt er blevet udsat for tortur af det amerikanske efterretningsvæsen CIA.

Det har en dommer på den amerikanske militærbase Guantanamo Bay, hvor han sidder indsat, torsdag besluttet, skriver amerikanske medier.

Ifølge dommeren er 51-årige bin al-Shibh for psykisk skadet til at kunne forsvare sig selv i retssagen.

Læger på basen har diagnosticeret ham med blandt andet PTSD og vrangforestillinger.

Bin al-Shibh er i en tilstand, som ifølge militære psykiatere gør ham “ude af stand til at forstå naturen af procedurerne mod ham”.

Bin al-Shibhs forsvarsadvokat har hævdet, at hans klient blev tortureret af CIA, hvilket har gjort ham sindssyg.

Han blev angiveligt blandt andet udsat for waterboarding, som er en torturmetode, hvor man tvinger vand ned i lungerne på en fastbundet person, og frataget søvn.

Efter planen skulle bin al-Shibh fredag have været på anklagebænken sammen med Khalid Sheikh Mohammed, der menes at være hjernen bag angrebet på World Trade Center, samt tre andre.

De andres høring kommer ifølge avisen The New York Times til at fortsætte efter planen.

Selv var bin al-Shibh anklaget for at have hjulpet med at organisere den al-Qaeda-terrorcelle i Hamburg, som kaprede den ene af de to fly, der fløj ind i World Trade Center.

Næsten 3000 mennesker døde i angrebene, der også gik ud over det amerikanske militærs hovedsæde, Pentagon, i Washington D.C.

Et andet fly styrtede ned i en landlig del af delstaten Pennsylvania, efter at passagererne overmandede mændene bag kapringen.

/ritzau/AFP

Andre læser også