AVIZ

600 sjældne sommerfugle sættes fri i Sydsjælland

WWF
WWF (Jonas Lysholdt Ejderskov/WWF Verdensnaturfonden/Free)

Det meddeler organisationen i en pressemeddelelse fredag.

Der er tale om sommerfuglearten okkergul pletvinge.

Ifølge Marie Kærsgaard Rasmussen, projektleder hos WWF Verdensnaturfonden, er udsættelsen af sommerfuglene en hjælpende hånd til den danske biodiversitet, som er i tilbagegang.

– Den her okkergul pletvinge er sårbar ifølge den danske Rødliste (en oversigt over uddøde, truede og sårbare arter, red.). Den er en art, som vi synes, er vigtig at hjælpe – ligesom andre sårbare og truede arter i Danmark.

Okkergul pletvinge er næsten forsvundet på Sjælland.

På halvøen Knudshoved Odde findes sommerfuglearten slet ikke længere, siger Marie Kærsgaard Rasmussen.

Og det er derfor, at man udsætter de 600 sommerfugle på Knudshoved Odde.

– Der er en masse naturgenoprettede projekter i området, hvor man forsøger at genskabe det her gamle land, som det var før, hvor der var rigtig høj biodiversitet og en meget rig naturværdi.

I pressemeddelelsen fremgår det, at WWF Verdensnaturfonden selv har opdrættet sommerfuglene.

Spørgsmål: Nogle vil mene, at I blander jer i naturens gang. Hvorfor gør I det?

– Mennesket blander sig i naturens gang på mange måder. Vi driver landbrug, der er byer og infrastruktur, som gør, at levestederne bliver færre. Vi er nødt til at give en hjælpende hånd til arterne for at skabe levedygtige bestande og forbedre biodiversiteten i området.

WWF Verdensnaturfonden arbejder på at udsætte yderligere to sommerfuglearter. En af dem er markperlemorsommerfuglen, der betegnes som særligt truet.

Ifølge organisationen er der “kun få procent rigtig vild natur tilbage i Danmark.” Og i alt 1844 danske arter er i dag truede.

/ritzau/

Andre læser også