Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet mener, at manden er blevet overfaldet natten til søndag. Han blev fundet i det grønne område “Loch Ness” omkring klokken 05.00 søndag morgen.
Da politiet fandt ham, var han stadig i live. Men han døde kort tid efter af sine skader.
Midt- og Vestsjællands Politi har søndag morgen og formiddag arbejdet i området med efterforskere og kriminalteknikere.
Det har også fået assistance fra Beredskabsstyrelsen.
– Vi er lige nu ved at undersøge området grundigt for spor. Der er ikke nogen tvivl om, at manden har været udsat for et alvorligt overfald. Men der er fortsat mange ubesvarede spørgsmål, siger Michael Robdrup Andreassen, som er politikommissær hos Midt- og Vestsjællands Politi, i pressemeddelelsen.
Midt- og Vestsjællands Politi hører gerne fra vidner, som kan fortælle om mandens færden op til, at politiet fandt ham.
I pressemeddelelsen bliver den afdøde beskrevet som grønlandsk af udseende.
Man hører også gerne fra borgere, som har set noget mistænkeligt i Kalundborg, Istebjerg og Tømmerup natten til søndag.
Politiet vil også gerne se overvågning fra området. Har man overvågning, kan man også eventuelt selv se det igennem, og så kontakte politiet, hvis man ser noget mistænkeligt.
Man kan kontakte politiet på telefon 114.
Michael Robdrup Andreassen opfordrer i pressemeddelelsen til, at man henvender sig hurtigst muligt, hvis man har set noget eller har viden i sagen.
Det fremgår ikke af politiets pressemeddelelse, om der er nogle anholdte.
/ritzau/
Andre læser også