AVIZ

38-årig mand er anklaget for dødelig påkørsel i Canada

Canada-Pedestrians-Hit
Canada-Pedestrians-Hit (Jacques Boissinot/Ritzau Scanpix)

To personer døde, efter at en pickup mandag ramte adskillige fodgængere i Amqui i den canadiske provins Québec. Ni andre blev kvæstet.

Ifølge politiet udførte manden en bevidst handling. Anklagere har oplyst til journalister, at flere anklagepunkter kan blive rejst, når politiet er færdige med efterforskningen. Det er dog for tidligt at tale om et muligt drabsmotiv.

Hændelsen fandt sted kort efter klokken 15.00 lokal tid foran et mikrobryggeri i den lille by.

Føreren af pickuppen flygtede fra stedet efter påkørslen, men meldte efterfølgende sig selv til politiet.

Claude Doiron, der er talsperson for politiet, oplyser, at den 38-årige samarbejder med politiet.

– Hvad undersøgelsen viser er, at handlingerne var tilsigtede. Den viser også, at personerne, der var målet, var tilfældige, siger han.

Den 38-årige var lagt i håndjern, da han blev bragt for en dommer. Næste gang han skal i retten er 5. april. Bliver han fundet skyldig, kan han ende med en livstidsdom.

Han er tidligere dømt, men ifølge Simon Blanchette, der er anklager hos politiet, ikke for noget “tungt”.

På Twitter har Canadas premierminister, Justin Trudeau, skrevet, at han føler med befolkningen i Amqui.

– Efterhånden som vi får mere at vide om de tragiske begivenheder, der er fundet sted, er de berørte mennesker i mine tanker. Tak til redderne for at handle hurtigt, modigt og professionelt, skriver han

Hændelsen i Amqui sker en måned efter, at en buschauffør blev anklaget for drab, efter han kørte ind i en daginstitution i Montreal. Her mistede to børn livet.

/ritzau/

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere