Det sker ved Retten i Næstved.
Det fortæller Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau. Den 32-årige blev anholdt søndag.
Det er endnu uvist, hvad han er sigtet for i sagen om den 13-årige Filippa.
Hun blev meldt savnet lørdag, da hun forsvandt efter sin tur med at uddele aviser i området ved Kirkerup sydøst for Slagelse.
Pigens cykel, taske og telefon blev efterfølgende fundet på en vej på avisruten.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi efterlyste pigen med navn og billede lørdag kort før klokken 16.00.
Søndag morgen havde politiet modtaget op imod 600 henvendelser fra borgere, der havde videooptagelser og andre oplysninger i sagen.
Søndag formiddag udtalte politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters politi, at man arbejdede ud fra en teori om, at der var sket en kriminel handling.
Efter at have været forsvundet i lidt over et døgn kunne politiet så fortælle søndag eftermiddag, at hun var blevet fundet i live.
– Vi kan glæde os over, at hun er fundet i live, men vi skal ikke bagatellisere det, hun har måttet være udsat for, sagde Kim Kliver på et pressemøde.
Han oplyste også, at pigen var ved bevidsthed, men ville ikke sige yderligere om hendes tilstand. Der er heller ikke offentliggjort nærmere oplysninger om, hvad der skal være sket med hende.
Det er desuden uvist, om politiet mener, at manden har ageret alene, eller at der har været medgerningsmænd.
Filippa kom søndag aften med sin familie hjem. Hendes mor har skrevet, at hun “har det o.k. efter omstændighederne”.
/ritzau/
Andre læser også