Manden, der bor hos sine forældre, gik derfor ind i forældrenes soveværelse med en stor kniv i hånden.
Det kom frem i et grundlovsforhør i Retten i Glostrup lørdag morgen, hvor den unge mand erkendte drabsforsøg, fortæller anklager Henrik Uhl Pedersen.
Da manden kom ind i soveværelset, tændte han lyset og vækkede dermed sin mor, forklarer anklageren.
– Da hun ser kniven mod farens hals, skriger hun og begynder at kæmpe om kniven, så faren kun får et overfladisk snitsår på kinden.
– Så vågner faren af skriget og kommer med i kampen og får fat i knivbladet og skærer hænderne. Sønnen løber så ud for at få fat i nye knive, siger Henrik Uhl Pedersen.
Forældrene barrikaderede sig imens bag en glasdør og ringede 112. Samtidig hentede sønnen en mursten og begyndte at smadre glasdøren.
– Da politiet ankommer, har han lige smadret glasdøren, og han overgiver sig uden kamp til politiet, siger anklageren.
Ved lørdagens retsmøde besluttede dommeren, at manden foreløbigt skal være fængslet i 26 dage. Men da manden ikke menes at være egnet til at være i et almindeligt fængsel, skal han være på en lukket psykiatrisk afdeling.
I første omgang skal han dog være i Vestre Fængsel, ind til at der er plads i psykiatrien. Senere skal den unge mand også mentalundersøges.
/ritzau/
Andre læser også