Ingen blev ramt. Men hensigten var at dræbe, mener Københavns Byret, som mandag formiddag har kendt gerningsmanden skyldig i drabsforsøg.
– Vi har navnlig lagt vægt på, at tiltalte indfandt sig på Hans Knudsens Plads iklædt handsker, og at videoovervågning fra stedet viser, at han gik målrettet mod de forurettede og affyrede skud, siger retsformanden.
Den tiltalte har erkendt at have affyret skud med en ni millimeter FN Browning-pistol, men har afvist, at han gjorde det for at dræbe. Han har også afvist, at det skete som led i en bandekonflikt.
Det er ellers anklagemyndighedens opfattelse, at den tiltalte rettede pistolen mod de ni mænd og trykkede på aftrækkeren, fordi han fejlagtigt troede, at de var medlemmer af banden Dødspatruljen CPH.
En gruppering, som den i dag 19-årige mand sammen med flere andre personer angiveligt skulle være i konflikt med.
Den 19-årige var af samme grund tiltalt for overtrædelse af straffelovens paragraf 81 a, der populært kaldes “bandeparagraffen”.
Ifølge bandeparagraffen kan straffen forhøjes med op til det dobbelte, hvis en forbrydelse – for eksempel et drabsforsøg som i sagen fra Østerbro – er begået som led i en konflikt i bandemiljøet.
Men den del frikendes den unge mand for. Således har retten ikke fundet det bevist, at den 19-årige affyrede skud som led i en bandekonflikt.
Han kendes til gengæld skyldig i overtrædelse af straffelovens paragraf 81 b, som indebærer, at straffen for en forbrydelse kan forhøjes med op til 50 procent, hvis der er brugt skydevåben i det offentlige rum.
Tre dommere og fem nævninger var enige om at kende den 19-årige skyldig i drabsforsøg. Én nævning ville frifinde ham for drabsforsøg.
Anklager Laura Birch mener, at den unge københavner skal idømmes ti år og seks måneders fængsel. Hans forsvarer, Gitte Juul Jensen, argumenterer for en fængselsstraf på ni år.
Selve dommen afsiges mandag ved middagstid.
/ritzau/
Andre læser også