AVIZ

12 timers ro i Libanon: Hizbollah følger Gazas våbenhvile

LEBANON-ISRAEL-PALESTINIAN-CONFLICT

Det skriver USA’s ambassade i Libanon på det sociale medie X.

– 12 timers ro ved den blå linje har givet os alle håb og fornyet energi til at opbygge en bedre fremtid for Libanon, skriver ambassaden.

Den blå linje refererer til grænsen mellem Libanon og Israel.

Indbyggere i området siger til nyhedsbureauet Reuters, at der – bortset fra ganske få skud fra israelsk side – har været stille ved grænsen siden kort før klokken 7 lokal tid fredag morgen. Det er klokken 6 dansk tid.

På samme tidspunkt trådte en våbenhvile i kraft mellem Israel og den militante palæstinensiske Hamas-bevægelse i Gazastriben.

Våbenhvilen omfatter ikke Libanon, hvor den militante Hizbollah-bevægelse har kontrol i dele af landet. Hizbollah og Hamas er allierede.

Men den libanesiske parlamentsformand, Nabih Berri, hvis parti også er allieret med Hizbollah, siger, at “det, der sker i Gaza, sker i Libanon”.

– Hvis våbenhvilen brydes i Gaza, vil den blive brudt i Libanon, set i lyset af, at det, der sker sydpå, sker for Gazas skyld, siger Berri på et pressemøde.

Siden Hamas trængte ind i Israel fra Gazastriben den 7. oktober og dræbte omkring 1200 mennesker i et overraskende angreb, har der været blodige angreb mellem Hizbollah og israelske soldater ved Israels nordlige grænse til Libanon.

I alt er 87 militante Hizbollah-medlemmer blevet dræbt, inklusiv syv i nabolandet Syrien.

Mindst 14 civile er dræbt i det sydlige Libanon, heriblandt tre journalister, viser en opgørelse fra nyhedsbureauet AFP.

På israelsk side er seks soldater og tre civile dræbt.

/ritzau/Reuters

Andre læser også