AVIZ

113 sigtelser uddelt ved uvarslet biltræf – 20 biler beslaglagt

Simon Skipper
Simon Skipper (Simon Skipper/Ritzau Scanpix)

Ved et uvarslet biltræf omkring Juventusvej i Randers beslaglagde politiet fredag aften 20 biler, mens der blev uddelt 113 sigtelser for overtrædelser af færdselsloven ved en kontrol af de mange biler.

10 af de sigtede bilister står til at få frakendt kørekortet på grund af for høj fart og for tæt kørsel. En af dem er en 18-årig mand, der kørte 156 kilometer i timen på en landevej.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge politiet var flere tusinde bilister fra både ind- og udland mødt op til træffet, som politiet på baggrund af “indhentede efterretninger” mødte op til.

Folk må gerne mødes om deres interesse for biler, men det skal ske inden for lovens rammer – herunder færdselsloven, lyder det fra politikommissær Amrik Chadha, der ikke forstår, hvorfor man ikke har anmeldt arrangementet.

– Jeg undrer mig over, at man vælger at holde et så stort arrangement hemmeligt, så der ikke er styr på trafikafvikling, og man generer en masse andre borgere.

– Vi havde fået nys om arrangement, og vi ved fra tidligere, at der er for mange, som ikke overholder reglerne. Derfor stod vi klar og havde også lidt assistance fra flere andre politikredse, lyder det fra politikommissæren i pressemeddelelsen.

Efter træffet forsøgte en gruppe på “flere hundrede bilister” ifølge politiet at mødes for at afvikle ulovlige gaderæs flere steder i Østjylland. Politiet mødte dog frem og forhindrede det.

– Det er jo vanvittigt farligt at køre gaderæs på offentlige veje, der ikke er afspærrede.

– At de for eksempel var i gang med at køre om kap på motorvejen, er fuldstændigt hovedløst, og det var heldigt, at vi nåede at sætte en stopper for det, siger Amrik Chadha.

Også Midt- og Vestsjællands Politi beslaglagde fredag eftermiddag flere biler ved et spontant biltræf i Køge.

I alt fire biler blev beslaglagt, fordi der var “manipuleret med motorstyringen og udstødningen”, oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

Ved biltræffet i Køge blev det til en enkelt frakendelse af et kørekort, da en bilist med 151 kilometer i timen overhalede en anden bil højre om via et nødspor.

/ritzau/

Andre læser også