108 politifolk er såret i forbindelse med voldsomme 1. maj-demonstrationer rundtom i Frankrig mandag.
Det meddeler den franske indenrigsminister, Gérald Darmanin, ifølge avisen Le Parisien.
19 af de sårede politifolk og gendarmer er blevet overført til hospitaler i Paris.
En politimand, der blev ramt af en molotovcocktail, har fået alvorlige brandsår i ansigtet og på hænderne, oplyser politiet i Paris til AFP.
På landsplan er 291 mennesker anholdt. 90 af de anholdelser er foretaget i Paris.
Demonstranter i den franske hovedstad og andre steder angreb kampklædte betjente ved at kaste sten, brandbomber og andet skyts mod politiet, som svarede igen med tåregas.
Det skriver Le Parisien og nyhedsbureauet AFP.
Politiet i Paris fulgte demonstranterne på en optogsrute fra Place de la République til Place de la Nation.
Allerede kort efter at optoget startede, blev de kampklædte betjente, som gik foran demonstranterne, ifølge det franske politi angrebet med diverse former for kasteskyts, skriver Le Parisien.
Billeder på sociale medier viser, at nogle demonstranter kaster sten, øldåser og fyrværkeri efter politiet.
Mindre grupper af demonstranter har smadret butiksvinduer og busstoppesteder, mens byggematerialer og bycykler er blevet stukket i brand.
Også i andre byer, blandt andet Nantes og Lyon, er der voldelige uroligheder. Her blev forretninger smadret og biler stukket i brand.
1. maj bliver mange steder i Frankrig brugt på at markere lønmodtagernes udbredte utilfredshed med præsident Emmanuel Macrons pensionsreform.
Landet over er næsten 200 mennesker blevet anholdt ud af de omkring 782.000 mennesker, der har deltaget i en af de hundredvis af demonstrationer, oplyser det franske indenrigsministerium ifølge Reuters.
De franske fagforeninger havde indkaldt til demonstrationer 300 forskellige steder og ventede på forhånd mellem 500.000 og 650.000 deltagere.
Politiet i Frankrig har været forberedt på, at 1. maj kan udvikle sig til en voldsom affære i de franske byer. Blandt andet bruger politiet droner til at overvåge situationen i Paris og flere andre store byer.
Den første del af dagen forløb flere steder relativt roligt. Billeder viser dog, at der blandt andet i Lyon i Sydfrankrig var tændt bål i gaderne, og at kampklædte betjente var på plads i flere byer.
Demonstrationerne 1. maj følger efter protester, som siden nytår gentagne gange har forstyrret trafikken og spærret gaderne især i Paris. Også her har demonstranterne vist deres utilfredshed med pensionsreformen.
Normalt går mellem 100.000 og 160.000 på gaden på tværs af Frankrig for at markere 1. maj.
Emmanuel Macron er kommet i voldsom modvind, efter at han fremlagde sine planer om at indføre højere pensionsalder i Frankrig.
Befolkningens modstand er ikke blevet mindre, siden Macron vedtog reformen i midten af marts ved hjælp af artikel 49.3 i den franske forfatning.
Den tillader regeringen at vedtage lovgivning uden først at sikre sig, at der er et flertal for lovgivningen i parlamentet.
Reformen betyder i korte træk, at pensionsalderen hæves fra 62 til 64 år.
/ritzau/
Andre læser også