AVIZ

1000 kulturfolk udtrykker mistillid til Jon Stephensen

Filmprisen Svend Prisen uddeles
Filmprisen Svend Prisen uddeles (Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

1022 personer fra film- og teaterbranchen har sendt et brev til Moderaternes folketingsgruppe, hvori de udtrykker mistillid til folketingsmedlem Jon Stephensen (M).

Det skriver TV 2 på sin hjemmeside. Ritzau har fået tilsendt brevet fra en af initiativtagerne, som ikke vil frem med sit navn.

– Dette er et mistillidsvotum til jeres kulturordfører, Jon Stephensen, lyder det i brevet.

– Et mistillidsvotum til jeres ordfører, der har et mildest talt problematisk forhold til sin tidligere branche.

– Vi er bekymrede for denne mands indflydelse. Der er tale om et menneske, der i rollen som kulturordfører for eksempel må forventes at skulle rådgive kulturministeren (Jakob Engel-Schmidt (M), red.) i udpegningen af bestyrelseskandidater til statslige institutioner.

– En mand, der forventes at have en rådgivende rolle, når der peges på navne, der kandiderer til chefstillinger i vores branche, lyder det.

Blandt underskriverne er ifølge TV 2 sanger Pernille Rosendahl, skuespiller Lars Mikkelsen og dramatiker Line Knutzon.

Det samme gælder skuespiller Ditte Hansen, balletdanser Cecilie Lassen og skuespiller Emma Sehested Høeg. Også teaterchefer er blandt underskriverne. Det skriver TV 2.

Moderaternes politiske leder, Lars Løkke Rasmussen, oplyste mandag aften i en video på Facebook, at Jon Stephensen søger selvbetalt orlov fra Folketinget. Orloven løber frem til 3. oktober, når Folketinget åbner efter sommerferien.

I den periode vil Jon Stephensen være afløst af sin suppleant, Lean Milo, og Stephensen vil således heller ikke fungere som Moderaternes kulturordfører.

TV 2 har dokumenteret, at Jon Stephensen i februar skrev til en 19-årig partifælle, at hun var “smuk med den lækreste krop”.

Hertil kommer, at der gennem lang tid har været en stribe anklager mod Jon Stephensen fra hans tid i film- og teaterbranchen.

Henrik Frandsen, der er gruppeformand for Moderaterne, siger tirsdag formiddag før partiets gruppemøde på Christiansborg om mistilliden fra underskriverne:

– Det viser sagens alvor, det er jo en helt uacceptabel adfærd, der har været tale om her, siger han.

De 1022 underskrivere mener, at de mange sager om blandt andet grænseoverskridende adfærd fra Jon Stephensen viser, at han ikke kan varetage sit nuværende job.

– Historie efter historie har vist et menneske, der ikke er i stand til at forvalte en magtposition. En krænkende, grænseoverskridende og stærkt ubehagelig adfærd er dét billede, vi alle uvægerligt må stå tilbage med set i lyset af de utallige episoder, der myldrer frem i disse dage, uger, måneder og år.

– Vi mener, at denne adfærd tydeligt indikerer, at han ikke er i stand til at varetage den vigtige post, I har givet ham. Der er tale om truende adfærd, krænkende adfærd, kolerisk opførsel, økonomisk uansvarlighed, lemfældig omgang med regler for ansættelser etc. etc. etc., skriver de.

/ritzau/

Andre læser også